Medhjælperfest fredag den 13. juni kl. 19.00

Som annonceret ved standerhejsningen vil bestyrelsen på vegne af HSC invitere alle medlemmer som har udført frivilligt arbejde for klubben til en hyggelig aften i klubhuset, hvor vi kan takke Jer for den indsats I har gjort i Jeres fritid for at vi andre kan nyde frugten af Jeres arbejde.

I har alle fortjent anerkendelse for det arbejde I har udført uanset om I har brugt 6 timer eller 6 dage på at hjælpe klubben. Nogle har hænderne skruet bedre på end andre, men det er en alligevel antallet af hjælpere som betyder noget i sidste ende.

Arrangementet er gratis og omfatter også ens kone/kæreste og vi starter med en velkomstdrink kl. 19.00, hvorefter vi skal have oksehøjreb og glaseret skinke med flødekartofler, pastesalat og salatbord.

Der er fadøl,  hvid- og rødvin adlibitum og vi håber også at vi kan diske på med noget musik (dog ikke levende denne gang desværre).

Bestyrelsen vil være de tjenende ånder og man har i dagens anledning lov til at koste rundt med dem. (uterlighed og tilnærmelser accepteres ikke).

Vi vil meget gerne have Jeres tilmelding hurtigst muligt så vi kan starte planlægningen; så grib knoglen eller send en mail NU:

formand Claus Persson - 20606906 - formand@haderslevsejlclub.dk

havnemester Lars Knudsen - 29902754 - havnemester@haderslevsejlclub.dk