Denne hjemmeside indeholder beretningen om en sejltur til Istanbul og tilbage til Danmark i perioden fra august 1993 til august 1997 via Nordsøen og de hollandske, belgiske og franske kanaler.

Umiddelbart inden jeg tog afsted gjorde jeg tjeneste på flyvestation Skrydstrup men blev så pensioneret da jeg var 60. Jeg havde i mange år drømt om at kunne sejle en lang tur til Middelhavet i min båd "Brunhilde" og jeg var vel forberedt på at tage afsted således at jeg 2 dage efter min sidste arbejdsdag kunne lægge ud fra Haderslev. Nogen spørger mig om det var nødvendigt at bruge 4 år til turen og det var det selvfølgelig ikke men det var virkelig dejligt ikke at have travlt og jeg var jo pensioneret.

I stedet for at sende postkort tilbage til flyvestationen bestemte jeg mig for at fortælle om turen i et brev som jeg bad flyvestationen om at duplikere og sende rundt til enhederne. Jeg bestemte mig imidlertid ret hurtigt for at skrive en slags beretning om hvad jeg havde oplevet hvert kvartal. På den tid sendte dansk TV en ret populær udsendelse der hed "Frodes forunderlige rejse" og det var grunden til at beretningen kom til at hedde "Brunhildes besynderlige rejse". Min tilknytning til Flyvevåbnet skinner lidt igennem hist og her hvilket ikke har megen mening når beretningen læses af andre end dem den oprindeligt var tiltænkt men jeg har ønsket at beholde præget af rejsebreve så jeg har kun rettet i det oprindelige skrift for at fjerne trykfejl og egentlige stavefejl. Navnlig stednavne kunne det gå galt med da jeg jo sendte brevet håndskrevet og måske ikke særligt læseligt.

Sejladsen foregik i en Bianca 27 – en traditionel 27 fods båd med ¾ køl og "masthead rig". Båden er bygget i 1969 (har nummer 111) og jeg overtog den i 1974. Inden jeg tog afsted havde jeg altså haft den i næsten 20 år og jeg har selvfølgelig modificeret lidt på den igennem årene. F. eks. var ruderne i ruffet på de tidlige både monteret ved hjælp af gummilister som ret let kan skubbes ind af en sø. Gummilisterne udskiftede jeg med aluminiumsrammer. Jeg lavede mig også en ankerbrønd i fordækket – noget som ikke hører en Bianca 27 til. Den indenbords motor er en 2-cylindret Volvo Diesel - oprindeligt en brugt MD2. Det var ikke muligt at få reservedele til MD2’eren og den viste sig i øvrigt at have været renoveret inden jeg overtog båden i 1974 så jeg følte at der måtte gøres noget inden jeg tog afsted på så lang en rejse. Jeg fandt en renoveret MD11C som jo stort set passede direkte i motorrummet. Med sine 23 hestekræfter er den selvfølgelig alt for kraftig til den størrelse båd men man behøver jo ikke at lukke helt op for gashåndtaget. (Det trækker i øvrigt agterdækket under vand ved for mange omdrejninger).

En 27 fods båd er jo ikke en stor båd at sejle i i så lang en periode. Jeg fandt den imidlertid helt ideel når jeg var alene. Til en person er der efter min mening rigeligt med plads og i sluser og ved havnemanøvre er det meget lettere at klare tingene alene når båden ikke er for stor. Når min kone var med – hvilket var tilfældet ca. halvdelen af tiden – var 27 fod nok lidt i underkanten men kan man finde sig i at leve lidt på spejdermaner går det sagtens. Man skal huske at i de sydligere lande lever alle på grund af det mildere vejr meget mere udendørs så man har ikke det samme behov for at kunne opholde sig nede om læ. Det hele var nok lidt primitivt. Intet indbygget varmeanlæg, intet køleskab, ingen radio (Jeg blev så sur over at jeg der hele mit liv havde talt på radio for staten pludselig skulle afprøves og skulle betale for certifikat) men helt ærligt savnede jeg det ikke noget af det. Til perioder hvor det var koldt havde jeg en lille benzinbrænder som fungerede fremragende. Manglen på køleskab kunne være irriterende for man kan ikke gemme mad bortset fra brød, dåser ol. men på den anden side drejer det sig jo om at blande sig der hvor man kommer frem og det at gå ud og købe ind eller at gå på de spisesteder hvor de lokale går opfylder en del af formålet. Desuden er det ikke specielt nemt at få tilstrækkelig med elektricitet når man helst ikke vil gå i marinaer. Jeg kom ikke ud for situationer hvor der var brug for en radio men jeg hørte om adskillige der var i vanskeligheder og som forsøgte at bruge radio men der var ingen radiodisciplin dernede og det lykkedes ikke disse personer at få forbindelse med nogen så de kunne bruge det til noget. Jeg har i øvrigt en stærk fornemmelse af at det at sejle i en lille ikke for "forcromet" båd fremmede kontakten til omgivelserne.

Jeg kan i sandhed sige at turen til Middelhavet opfyldte alle mine forventninger hvilket jeg håber at beretningen også giver indtryk af. God fornøjelse.